søndag den 10. april 2011

Krimimesse i Horsens 2011

Årets udflugt til Krimimessen i Horsens blev idag. Jeg har en fast aftale med min gymnasieveninde hvert år i april, om at være i fængsel en weekend. Krimimessen foregår i det gamle nedlagte statsfængsel, det er fabelagtigt og mega hyggeligt. I år blev det kun til en søndag, da vi begge var optaget i går. Lidt bittert, da vi gik glip af vores ynglingsprogrampunkt - Skurkologi med Bo Tao Michaelis og Henrik Palle. Det er god underholdning, og årets tema var skurkolingvistikken, som er læren om skurkes sproglige adfærd. Sidste år var det serialskurkologi, om seriemordere,  og året før Cinemaskurkologien, læren om filmskurken. Men sådan måtte det være.



Vi ankom til et fuldt proppet trykkeri, hvor Jussi Adler-Olsen skulle snakke om sine Afdeling Q-romaner. Så vi og ca. 50 andre måtte sidde udenfor på græsset, hvor der var stillet en højtaler op, så vi kunne høre hvad der blev sagt. Det var en spændende fortælling om personerne og romanerne, at det langt fra er slut med afdeling Q foreløbig. VI kan godt glæde os.

Årets bogudsalg var flyttet over i idrætshallen udenfor fængslet. Arrangementet er åbenbart vokset dem over hovedet og det kunne mærkes. 5000 besøgende lørdag og jeg ved ikke hvor mange i dag. Som garvede krimimessegængere har vi set det udvikle sig. Det ultimum værste var at man ikke længere kunne købe kaffe til 5 kr. i trykkeriet. Og nu kunne man få en frokostbuffet til 149 kr. i teltet på græsset... vi synes det mere handler om en sandwich til 25(eller madpakke) og en cola på græsplænen, mens man snakker om krimier... men hvad kan man gøre.

Hvert år laver en gruppe amatørteaterfolk rekonstruktioner af mord forskellige steder. En mand bliver kørt rundt i en kasse, en mand der gør klar til et knivmord ved at lægge plastik ud bag sine ofre og to der flygter bundet sammen i håndjern... og en politimand med humor der jagtede dem med blå blink og fuld udrykning. I år, var det et skudopgør i bedste matrixstil. Den slags kan jeg jo godt lide :)


Lidt syret kunne vi konstatere, at den ene skuespiller var en anden end det plejer at være. Så ja, vi har vist været afsted for mange gange, men det stopper os nok ikke. For det er mega hyggeligt og spændene at høre forfatterne fortælle. Som det blev sagt, jo mere blod og uhygge jo mere appellerer det til de kvindlige læsere. Så ja, vi vender nok tilbage igen næste år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar